Ny præst i Øsby og Årø Kirker, sept. 2013

Den nye sognepræst Peder Kristiansen med familie.

Det var med stor glæde, at jeg den 28. juni modtog nyheden om, at jeg er blevet valgt til Øsby Sogns nye præst pr. 1. september. Mit navn er Peder Kristiansen, og jeg er 32 år gammel. Jeg blev færdiguddannet i 2009 og har siden da trådt mine præstesko til som vikarpræst på Samsø i 3 år. Jeg er gift med Elisabeth og sammen har vi to piger, Solveig på 3½ og Alma på ½ år. 

 

Sammen ser vi nu frem til at leve og bo i Øsby Sogn og til at være en del af lokalsamfundet her. Noget af det, der gør dette sted meget attraktivt for os, er nemlig det, at sognet med Øsby som centrum er et eget lille samfund med skole, børnehave og købmand. Dertil kommer den skønne natur med fjord og bælt, strand og ø, og vi glæder os meget til at cykle ud på opdagelse i sognets landskab. Glæden ved en god cykel- eller gåtur har vi med os fra Samsø, som også er meget naturskøn. Når nu vi har boet på en ø i flere år og er kommet til at holde af det, er det jo dejligt at vide, at Årø fremover kan give os flere ø-oplevelser. Heldigvis tager overfarten kun 10 minutter.

 

Medio august regner vi så med at kunne begynde indflytningen i Øsbys flotte, gamle præstegård. At skulle bo i dette dejlige hus med den store have til, er vi selvfølgelig også meget spændte på. Kort om mig selv som præst kan jeg sige, at jeg holder meget af mit job; jeg holder af at omgås mennesker, og jeg holder af at fortolke, formidle og forkynde ind i de forskellige, såvel glædelige og sørgelige sammenhænge, som nu engang er vores liv. Vi glæder os til at lære jer at kende og til at møde jer i det daglige på gade og vej.

Mit første indtryk af sognet: Et forjættende syn, maj 2013

Tirsdag den 21. maj var min familie og jeg på vej til Øsby for første gang. Vi var af sted for at blive klogere på den ledige præstestilling, som da netop var blevet slået op. Vi havde ingen anelse om, hvad det var, vi var på vej imod; vi kendte ikke til hverken Øsby, Haderslev eller egnen deromkring.

Vejen fra Haderslev ud på Næsset var lang og lige. Kilometer for kilometer steg spændingen, mens vi ventede på, at et byskilt skulle sige os, at vi havde nået vores destination. Da, pludseligt, mødtes vi af et syn, noget nær det på billedet herover: Foran os hævede en trekant sig op over en tæt bevoksning af træer; et spir ragede op af en skov! 

Selvom der ingen tvivl kunne være om, at det var et kirketårn, vi der havde foran os, så legede vi for sjov, et kort øjeblik, med den tanke, at der neden for den spids, omme bag de træer, skulle gemme sig noget helt andet. Fx en stor, spids pyramide, som dér gemt bag træer stod og pegede op i himlen. Det var bare et lille fantasteri, som dog nok var affødt af en virkelig forundring og forbavselse ved synet af det så højt knejsende tårn.

Det, jeg med denne lille historie gerne vil dele, er den forjættende oplevelse, som det var for mig at komme til Øsby for første gang: Nogen kunne måske mene, at Øsby ligger i en afkrog, langt væk fra alting. Men Øsbys tårn, Øsby Kirkes meget markante tårn, fortæller os – og fortalte mig den dag i maj – at det forholder sig ganske anderledes: 

Her ligger en by, som er et midtpunkt i sin egen ret. Her har forrige slægter bygget et særligt stort tårn for at binde det omkringliggende landskab sammen og for derved at fortælle hinanden, at ”Det er her, vi samles. Det er her, vores fællesskab har rod. Det er herfra vores verden går. Det er omkring denne midte, at vi lever vores liv og vores dagligdag finder sted!”

Selvom verden ser meget anderledes ud i dag, end dengang kirken og dens tårn blev bygget, så er den ånd stadig synligt manifesteret til stede i og omkring Øsby Kirkes tårn. Nemlig den ånd, som binder os sammen og gør os til kirke. I den ånd er tårnet jo bygget! Og endnu rager det op; og endnu drager det blikkene til sig. Ja, i den ånd står det her endnu i dag!

For mig som potentiel ansøger til præstestillingen i Øsby Sogn var det et forjættende syn, som jeg på den måde fik den dag. Forjættende, fordi det mærkeligt uudsagt gav et løfte om liv, om sammenhæng og om kirke. Et løfte om højde, om bredde og om dybde. Et løfte om rum, om plads og om muligheder. Et løfte om hverdag, om mennesker og om relationer! Hermed sagt: Jeg glæder mig fortsat over at være valgt til jeres præst, og jeg glæder mig til at lære jer at kende.

Det seneste nummer af Æ ØsbyPost!


Tag færgen til Aarø Kirke


Kommende gudstjenester


Kommende arrangementer


Kirkebil

Alle i sognet, der ikke har kørelejlighed til Øsby Kirke, kan benytte kirkebil. Ring til TAXA telf. 7010 7500 og bestil en kirkebil.

Husk at bestille i god tid og meddele at bilen skal komme og hente igen efter gudstjenesten.